Hvilken olie passer til hvad?

Hver olie bærer smagen af sit frø — og de er mere forskellige, end folk tror. Her er en enkel guide til udvalget, med det, der gør hver af dem værd at kende.

Milde og friske — til hverdagen

Hørfrøolie er mild og nøddeagtig, når den er frisk (bitterhed er alderdom, ikke karakter) — klassikeren er at røre den i kold kvark eller hytteost. Chiaolie er endnu mere tilbageholdende og glider lige ind i smoothie, yoghurt og lette dressinger. Begge er blandt naturens rigeste kilder til plante-omega-3, så en teskefuld om dagen gør arbejdet.

Dybe og ristede — til det, der tåler karakter

Græskarkerneolie er mørk og intens med smag af ristede kerner — og har et pudsigt partytrick: i tyndt lag er den grøn, i tykt lag rødbrun. Samme olie, bare fysik. Dryp den over ovnbagte grøntsager, græskarsuppe — eller vaniljeis, som østrigerne har gjort i generationer. Hampeolie er grøn og græsagtig med et peberagtigt bid, der løfter en salat eller en pastaret.

De særegne — små dråber, stor virkning

Sortkommenolie er kraftig, krydret og let bitter — frøet har været brugt i Mellemøsten og Middelhavsområdet i tusindvis af år og blev endda fundet i Tutankhamons grav. Nogle dråber over hummus eller linsegryde er nok. Amarantolie er den sjældneste i udvalget: aztekernes gamle kornfrø giver en af planteverdenens rigeste kilder til squalen, et fedtstof vores hud selv producerer. Mild og nøddeagtig — fin over grød, i yoghurt eller direkte fra skeen.

Én regel gælder alle

Kolde, altid. Over færdig mad, i dressinger, i det kolde køkken — aldrig på panden. Og er du usikker på, hvor du skal begynde: tag den olie, der ligner den mad, du allerede laver, mest. Resten kommer af sig selv.